Genbrugsbutikker i Polen

Hej

Folk siger, at rejse er at leve og jeg kunne egentlig ikke være mere enig. Derfor har jeg valgt at bruge min vinterferie på at gøre lige netop dette. I fem dage, fra søndag til torsdag, har jeg tilbragt mine dage i en af Polens største turistattraktioner, nemlig Krakow.

Lige så meget, som jeg elsker at besøge og se kulturelle steder, lige så meget elsker jeg at shoppe og derfor kommer dette blogindlæg til at handle om genbrugsbutikker i Polen, for når pengepungen ikke rækker særligt langt, findes der intet bedre end genbrugens mange muligheder. Du tænker måske (eller også gør du ikke), hvad der er særligt ved genbrugsbutikkerne i netop Polen modsat de mange, vi har i Danmark. Sagen er den, at i Polen betaler man ikke efter, hvad hvert item koster, men derimod hvor meget det vejer. Det vil altså sige, at hvis kiloprisen er lav, kan du slippe afsted med meget tøj til en afsindig lav pris. Hvis du f.eks. finder en super fed frakke fra det dyre mærke, du altid kigger på, men ikke har råd til, betyder netop frakkens mærke ikke specielt meget, når der skal bestemmes en pris, men derimod vægten af den selvsamme. Jeg synes selv, at det er dødsmart, at, selvom frakken er fra et mærke, der normalt ligger i den dyre ende, er det ikke dette, der afgører prisen på den.

Af hvad jeg kan se ud fra internettet, ser det ikke ud til, at der findes mange af disse typer af genbrugsbutikker i Danmark. Der ligger vidst en i Aarhus og sikkert også nogle få andre rundt i landet, men ellers lader det ikke til, at det er noget vi gør os specielt meget i, hvilket jeg egentlig synes er møgærgerligt, for det er faktisk virkelig et smart system. Heldigvis ved jeg, at ikke kun Polen har dette system, men at det også findes i nogle genbrugsbutikker i f.eks. Berlin.

Hvis du en dag skal til f.eks. Polen eller Berlin, synes jeg helt sikkert, at du, hvis du elsker at shoppe, men samtidig går ind for genbrug, skal sætte noget af din tid af til at besøge genbrugsbutikkerne, der har et kilopris-system. Jeg ved, at du, hvis du er i Polen, skal kigge efter skilte med sætningerne “odziez na wage”, “tania odziez” eller “odziez uzywana”

Hav en dejlig vinterferie eller, til jer, der arbejder i denne uge, en dejlig fredag & weekend.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *